Nyhedsbrev
Historie

Mere end 100 år med luft under vingerne

Næstved Svane Apotek blev oprettet ved kongelig resolution i 1900 og åbnede med den første apoteker Carl Ludvig Petersen den 12. januar 1902 under navnet ”Ny apotek”.

Den nuværende bygning i Torvestræde blev opført i 1901. Den blev fra begyndelsen projekteret som et apotek og er løbende blevet renoveret og ombygget i takt med nye behov for apoteksdrift.

Apoteket har en lang tradition for distribution af lægemidler og håndkøbsmedicin i Næstved og omegn. Første håndkøbsudsalg blev åbnet i Karrebæk i 1928, året efter i Toksværd og siden fulgte Sct. Jørgens Park i 1970, Karrebæksminde i 1982 og i 1994 blev håndkøbsudsalget i på Østre Ringvej nedlagt og i stedet åbnet i ”Pilegården”. Senest ankomne fra 2005 er udsalget i Menstrup.

Næstved Svane Apotek består i dag af to apoteker, nemlig Svane Apoteket i Torvestræde og filialen Sct. Jørgens Apotek, der så dagens lys i 1975 efter at være konverteret fra et håndkøbsudsalg.

I 1990 tiltrådte Per Wijngaard som ny apoteker. Han er den syvende apoteker i rækken. Det blev startskuddet til en mere koncentreret indsats omkring salg af lægemidler og håndkøbsvarer. Apoteket blev gradvist mere kundeorienteret og synligt i lokalområdet gennem forskellige aktiviteter.

På apoteket blev der i mange år fremstillet piller, miksturer og andre medicintyper. Faktisk eksisterede produktionen helt frem til 1990, hvor den blev nedlagt, da den ikke længere var hensigtsmæssig.

I begyndelsen af 1990’erne blev apotekets facade renoveret og i 1991 blev hele bygningen gennemgribende renoveret i kælder og stueplan.

Samme år, altså 1991, blev apoteket medlem i den landsdækkende kæde APOTEKEREN, hvor en række danske apoteker samarbejder om markedsføring, indkøb, uddannelse, dosis-pakninger mv.

I 2003 blev apoteker Per Wijngaard udnævnt til ”Årets Apoteker” af Danmarks Apotekerforening. Han blev bl.a. hædret for sin dokumenterede kvalitet, positive ledelsesstil og evnen til at kombinere faglig etik med godt købmandskab.

I marts 2020 åbner filialen Kvægtorvets Apotek i Kvickly Næstved.

 

logo